Det færdige resultat!

Som ungt menneske var jeg i lære først til Austin og senere også Triumph mekanikker, hvor jeg også reparerede TR biler. Lige siden har det været min drøm at komme til at eje en Triumph TR4. Jeg har aldrig nævnt det for min kone, men efter en ferietur til Los Angeles og indkøb af et bilblad, hvor der var flere at disse biler til salg, kom det på tale. Da jeg ikke havde nogen erfaring med eller kendte noget til import af en sådan bil, vidste jeg ikke helt hvordan jeg kunne komme til at eje min drømmebil.

Uden jeg var klar over det spottede min kone en septemberdag i 2003 over Internettet 2 stk. TR4 hos KH Trading i Odense. Vi besluttede straks at aflægge KH Trading et besøg for at besigtige bilerne.

Efter en kort gennemgang af de 2 TR biler, som begge var hjemtaget fra Californien, kørte vi en tur i byen og fik lidt at spise.  Efter en nats søvn og snakken frem og tilbage, besluttede vi at vende tilbage til KH Trading for at købe en af dem.

Jeg brugte det meste af en dag til at gennemgå bilerne, for en af dem skulle det være. De havde begge en del skader på karosseriet, men til gengæld var der ikke megen rust.

Den udvalgte bil blev købt og et par dage senere hjemtransporteret på en autotransporter. Nu stod den så i min garage, og jeg kunne gå i gang med det store renoveringsarbejde. Jeg startede med at skille bilen ad og afrensede karosseriet, motor, gearkasse og bagtøj. Det blev adskilt til mindste detalje. Bolte, skruer og hvad der kunne sandblæses blev sendt til Roskilde galvanisering www.ro-galva.dk for guldchromatisering.

Senere blev karosseri og chassisramme sendt til sandblæseren i Jyderup www.jyderup-sandblaeseri.dk, hvor karosseriet også blev metalliseret.

Forinden var karosseriet blevet gennemgået for rust og buler og der var udskiftet bunde, forskærm og forpanel, der var bulet efter påkørsel.

Medens karosseriet var i Jyderup, fik jeg adskilt styretøj, motor, gearkasse og bagtøj. Delene blev rengjort, sandblæst og malet og samlet igen med nye pakninger, gummi osv. Motoren fik nye foringer, stempler, lejer osv. Gearkassen fik diverse lejer og tandhjul som var defekte, og senere fik jeg også renoveret og monteret et overdrive.

Bagtøjet fik nye lejer samt justeret drabant og planethjulene med sims, og kardanakselen afbalanceret.

Karosseri og chassis kom hjem fra Jyderup. Chassiset malede jeg hjemme med en tokomponent maling. Karosseriet blev samlet totalt med døre, skærme, hjelm, bagklap m.m., for at kontrollere og justere samlinger, dørlåse osv., for igen at blive adskilt og sendt til maler, Gerlev Autolakeri, Lyngerupvej 4, 3600 Jægerspris.

Her brugte jeg en weekend på at sile alle samlinger, inden maleren overtog arbejdet med at male karosseriet med den originale farve, som han fandt via en kontakt i London. Samtidig med at bilen var hos maleren, fik jeg syet hele ”stuen” i læder hos Ellen og Erik i Munkebo www.classictrim.dk

Nu kunne den egentlige samling begynde. Chassisrammen kunne nu monteres med styretøj, hjul og bremser samt motor og gearkasse. Herefter kunne karosseriet monteres på rammen. Nyt ledningsnet og instrumentbord samt diverse nyrenoverede ure påmonteres. Efter dette kunne ”stuen” monteres med indtræk, sæder og måtter.

Inden alt dette kunne lade sig gøre, skulle der indkøbes et utal af reservedele såsom lister, kabler, slanger, ruder osv. For ikke at tale om motor, gearkasse bagtøj og styretøjsdele. Alt sammen leveret af Lars Skotte www.classiccar.dk Der var hurtig levering dels fra lager og fra nogen af hans gemmer.

Fra jeg startede og til vi kørte den første tur til Sydfrankrig, var der gået atten måneder, så det var spændende, om vi fik problemer på turen. Ud over nogle småjusteringer undervejs af karburatorer, viskerarme, tætning af forrude og dæksel for benzinmåler samt efterspænding af kølerslanger, gik det fint.

Det skal nævnes at uden hjælp fra Per Andersen og Dennis Nielsen, havde jeg aldrig nået at komme med til Frankrig. Min kones store forståelse og tålmodighed skal også nævnes i denne sammenhæng, hun bragte mad, kaffe og andre fornødenheder ned i garagen og var til tider også selv var med til at adskille og samle.

Efter de atten måneders hårdt arbejde ofte til midnat og hver weekend var målet endelig nået.  Det var et slid medens det stod på, men vi var begge enige om, at det var det værd, da vi kørte rundt og nød det i det sydfranske. Hvis ikke vi havde fået det tilbud om at komme med på turen til Frankrig, er jeg ikke sikker på at bilen var blevet færdig så hurtig.

(Vedrørende billedegalleri - klik på det forstørret billede for at komme tilbage.)

Share →

One Response to Min Triumph TR4 ( Månedens bil )

  1. Lars siger:

    Fantastisk artikel! Imponerende entusiasme og resultat. Og et stort tillykke med den smukke bil!
    Lars Nejsum, Trørød

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.