Den årlige sommergrill hos Classic Car i Hørsholm løb af stablen den sidste sommersøndag i juli.
Som sædvanlig stod Peter for de kulinariske udfoldelser ved grillen, godt sekunderet af Margit og Anette, der havde indkøbt og forberedt, så alt forløb som planlagt.
Vi havde håbet, at det næste kapitel i sagaen om Blondie - fremvisning af den nymalede karosse monteret på chassiset, ville finde sted. (For de uindviede er Blondie en TR5 under kærlig og grundig restaurering og som flere af vores medlemmer har fulgt det seneste årstid). Desværre var damen ikke til stede under festen. Det var noget med en maler, der var taget på uventet sommerferie, hvorfor Blondie desværre ikke kunne vise sig frem, - hvad er en dame uden make-up?
Vi havde dog alligevel en hyggelig sommeraften i haven, og blev undervejs udsat for en spændende konkurrence: "gæt hvad der er i posen". Posen var fyldt med TR-reservedele, som hustruerne skulle beskrive - vel at mærke uden at tage dem op af posen, og mændene så skulle så ud fra beskrivelsen gætte, hvad det var for en reservedel. Lyder nemt, men er det absolut ikke!
Foreningen benyttede lejligheden til at overrække John en velfortjent flaske whisky som tak for en artikel om Månedens TR. Det var ganske vist mange måneder siden, vi bragte artiklen, så flasken var blevet til årgangs-whisky i mellemtiden. Anette påtog sig hvervet med at foretage overrækkelsen.
PS. Flere var kørende i skinnende TR-biler, men Peter ankom i en Austin Healy! Da han skulle stå for madlavningen blev han dog lukket ind på dispensation.
/Klaus