Lørdag den 18. Marts åbnede Povl atter de ”Hellige Synshaller” i Frederikssund for klubbens mange medlemmer – anledningen var at TR-sæsonen traditionen tro skulle startes op med manér, hvilket kræver en omfattende minutiøs gennemgang af køretøjernes tekniske tilstand. Der er som regel bred opbakning og stort fremmøde til denne årlige tilbagevendende TR-event, da vore biler jo ligger vores hjerter(og pengepunge) så aldeles nært.

07

Og ganske rigtigt dukkede 18 forårskåde medlemmer op til både Povls samt de øvrige andre medlemmers mange gode råd og super vejledning ind i TR-bilernes tekniske univers – det var dog ikke alle, som havde medbragt deres TR-øjensten. Det var således kun 8 fuldblods TR´ere som blev præsenteret i hallen, da flere af deltagernes TR´ere enten endnu ikke var sæsonklare – eller ejerne blot ikke nænnede at udsætte deres drømmebiler for vinterens sidste aflejrede tærende saltrester på vejene. Tre gange solidt regnvejr i træk ville gøre godt hér.

02

Alle var nået sikkert frem – blot tog Mogens´s sprælske speederfod fusen på ham, da hans røde lyn åbenbart valgte at ta´ en tur rundt om sig selv i en af Roskilde/Frederikssund rundkørslerne. Heldigvis lagde lynet blot ”til kaj” ved den nærmeste kantsten uden nævneværdige skader hverken på bil eller kantsten – og Mogens kunne ufortrødent haste videre mod Frederikssund.

Povl orkestrerede og synkroniserede på stedet flere medlemmers dobbelt-karburatorer til alles vildt opmærksomme fascination og beundring. Netop denne yderst vanskelige disciplin udi finindstilling ”mit fingerspitzgefül” kræver ikke blot stetoskop og talkum på gummihandskerne, men i særdeleshed mange års indsigt, erfaring og rutineret praktisk håndelag, hvorfor operationen hver gang traditionelt påkalder enorm koncentreret interesse for alle med en ”Amerikaner-TR6´er” eller ældre TR´ere. Og her er Povl af naturlige årsager ”Manden I Centrum” og i den grad i sit es, da øvelsen er en af Povls mange absolutte tekniske TR-spidskompetencer – second to none og i skarp indiskutabel Weltklasse..

Povl

Ved middagstid var tiden kommet til Fru Janes højt efterspurgte og hjemmesmurte lækre uimodståelige sandwiches. Sædvanen tro var de overordentlige appetitvækkende, og deltagerne guffede løs, medens den hyggelige TR-palaver og meningsudveksling i den grad ”blev snakket igennem” for fuld drøn mellem deltagerne. Skønt med al den TR-dynamik!

03

Ud på eftermiddagen konstaterede deltagerne med deres fremviste TR´ere, at Povl heldigvis efter et par småjusteringer stort set var tilfreds med standarden på bilerne. Alle var yderligere på det rene med at se at få taget hul på klubbens flotte og velspækkede eventkalender allerede i starten af dette forår. Mange dejlige oplevelser venter nemlig sammen med klubkammeraterne i ”Bilernes klub”, og man ved virkelig ikke sit eget bedste, såfremt man vælger en tur i sofaen frem for en inciterende og mindeværdig TR-køretur på en af Eventudvalgets annoncerede skønne ture, som du finder lige ved hånden i klubkalenderen andet sted på hjemmesiden.

08

Mange tak til Jane og Povl for en dejlig inspirerende TR-dag i gode klubkammeraters lag.

Foto og tekst: Johannes

Share →

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *